jesper@blach-turist.dk

Nostalgi - 4. Østerbro på tur til Sønderjylland 1938

Reo på skovtur 1955

Reo  Strandvejen 1938

Grand National

team-blach-turist.dk

Diesel Partikel Filtre

Kan du se om en bus har partikelfilter ?

Miljøsiden.

Bridgestone

DCC energi

Hydro-Texaco

  Turistvognmændenes Selskablige Klub

Grand National 2007

  Dette er min beretning om oplevelsen af at deltage i Grand National (GN) i det militære øvelsesterræn Finderup vest for Viborg.

Facts: en ca. 33 kilometer bane, der skal gennemkøres til førende kører har kørt 6 omgange. Det ultimative motorcykelløb i terræn i Danmark.

Da vi forlod Finderup området i 2006 sagde vi på gensyn. Dagen d. 29. juli 2007 var blevet mentalt bearbejdet mange gange. Flere uger med regnvejr, allerede i foråret strejfede tanken mig, skulle jeg nu undlade at tilmelde mig til GN?

Jeg vil lige gøre det klart for alle og enhver at jeg inden dette års GN hadede vandpytter, søer, spor, dybe spor og ikke mindst mega dybe spor.

Turen til Viborg blev drøj for Toy (en transportbil til to ponyer med 75 heste i motoren og drevet frem af et æsel bag rattet) vores Toyota. Vi måtte lede længe efter en stor lastbil med trailer vi kunne følge med og ligge os lige bag ved for at få læ for den stærke modvind, men det lykkedes dog i et par forsøg.

Tidligere havde vi campingvognen med og overnattede på Viborg Camping, men efterhånden er vi blevet hardcore. Vi sover to nætter ved banen i Finderup. Dagen inden løbet bliver brugt til at cykle til Mønsted for at købe benzin og andre fornødenheder i den lokale brugs. Der er god tid til at besigtige så meget af øvelsesområdet hvor GN sporet bliver tilrettelagt, som et par sammenklappelige minitrædecykler tillader.  Observationen af et par søer i hele det afmærkede banespors brede og i 10-12 meters længde bekræftede alle mine dystre forudsigelser om banens helt specielle udfordringer i udgaven af GN 2007.  Der bliver brugt tid på at indrette lidt campingliv omkring vores bil, tre kvarter går med et forsøg på at få monteret en medbragt presenning ved siden af bilen for at få lidt læ for den kraftige vestenvind. Projektet måtte vi opgive og i stedet blev Cross pavillonen kun sat op i halv højde med diverse barduner og store pløkke.

Den lille kuglegrill virkede efter hensigten og Anni sørgede for et overdådigt hyggemåltid med koteletter, kalkunkøller og en lækker salat med masser af frugt og grøntsager.

Det var interessant at følge de mange Crossbiler i alle størrelser der kommer trillende ind på området fra Norge, Sverige, Tyskland og DK.  Der blev brugt tid på at gøre det værktøj klar, der skulle pakkes i vandrygsækken.  En spadseretur om aftenen ud i området, for at besigtige starten, depotområdet og afslutningen af ruten, bekræfter at dagens kraftige blæst havde tørret godt op i sandet i banesporet. Vi når også forbi Ulla Vega, Ove og Lars fra FAM og aftaler at Ulla kan tilmelde et klubhold.

Den store dag starter med højt til himmelen, tørt og frisk. Der er allerede lang kø ved indskrivningsteltet. Der er mange der skal låne/leje transponder. Ulla står også i kø for at indskrive Lars P. Jørgensen B250/500, Thomas Madsen B250/500 og Jesper Blach OB33C, FAM som klubhold. Jeg skulle såmænd bare hente morgenbrød. Efter et solidt morgenmåltid skulle der fyldes vand i vandrygsækken, værktøj og mb.tlf. blev pakket med ned. Ved instruktion af alle kørere før løbet kommer den sædvanlige pasus "pas godt på hinanden derude", sørg for hvis der er nogen der er taget alene herover, at naboen eller andre savner Jer, så der ikke holder en bil efterladt uden fører når vi tager hjem i aften og der ligger en efterladt ude i området. Vi fik også at vide at alle kørere skulle en tur den forkerte vej over mållinien på vej til ventezonen for at være sikke på at vores transponder blev registreret.  Tiden i ventezonen blev således lidt længere end normalt da det tager tid når 219 kørere skal over mållinien først, men vi kom på plads i tre meget store grupper.

Og medens vi alle står der og venter som en flok køer der skal lukkes på græs for første gang, begynder det at regne. Det er ikke til at se hvorfra regnen kommer og om det kun er en byge, der er km-højt til skyerne. Crossbrillerne må tages på for at de ikke skal blive våde, de er nyindkøbt til lejligheden roll-off monteret med fiskesnøre og ikke mindre end tre stk. afrivningsglas.  Endelig er alle kørere på plads.

Så lukkes der op for ventezone båsene, der køres frem ca. 20 meter til start plaststrimlen, der ligger på jorden og markerer startlinien. Alle skal stoppe motorerne, der går en rum tid, det føles som halve timer, inden alle finder ud af at det også gælder dem der holder helt bagerst, at alle skal have stoppet motoren inden starten kan blive sat i gang.  Nu fjernes startstrimlen fjernes og blikket er rettet mod starteren, der står 2-300meter fremme med det røde flag oppe. Pludselig sænker han flaget og går det løs. Med et forvandles en idyllisk fred til en fantastisk summen af en masse hestekræfter der gerne vil fremad. Jeg tager den lidt med ro. Jeg ved der bliver den sædvanlige trafikprop efter starten hvor ca. 60m bred bane bliver til ca. 3 - 4 meter i bredden. Det er sjovt at trille forbi depotet hvor rigtig mange hjælpere og familiemedlemmer står på række for at spotte den rigtige af de mange motorcykler.

Så er vi i gang, det første smalle stykke (to hjulspor) mellem depotet og den tidligere mållinie ligger uberørt hen fra år til år. Vi starter med øvelser i "vuptier". Jeg husker ved instruktionen i 2004, at jeg ikke vidste hvad vuptier var, men jo tak, det fandt jeg skam ud af den samme dag i 2004. Om det kun et er Finderup fænomen skal stå til fri debat, men vuptier er altså en lang række utilpassede hop og knolde. Enten skal man have mod til at køre med rigtig god gas og håbe på man kan hoppe / flyve fra top til top. Den sikre model er jævn gas og let bredstående stilling så cyklen triller op og ned gennem vuptierne.

Vi når snart ud til nogle af de første vandhuller, de bærer allerede præg af panik fra de forankørende. Der er kørere der har lavet et alternativt spor ude på siden af vandhullerne. Der er allerede kørere der har været eller ryger af lige foran mig. Det er om at være hurtig og komme forsigtigt forbi dem uden at genere dem. Der skal selvfølgelig hele tiden holdes øje med at de er O.K.

Fortsættelse af beretning fra GN i Finderup tidligere i Gnisten.

Det er hvert år spændende at køre ud på første omgang på den ca. 33 km bane. Selv om det er fjerde år i træk at jeg deltager, ville jeg ikke være i stand til at tegne ruten. Efter bare 4 - 5 km ude på ruten tror jeg de fleste er desorienterede og ved vel knapt nok i hvilken retning ryttergården ligger. Pludselig genkender jeg stedet hvor Oliver og jeg stod for to år siden og måtte løsne hans kæde da den var blevet for løs. I et dybt venstresvings sandspor havde kæden taget så meget grus med op på bagtandhjulet, at der pludselig var et kædeled for meget bag på tandhjulet. Oliver kunne ikke forstå hvorfor cyklen ikke ville køre, men kæden lignede to stykker stangstål. Og det ville være et spørgsmål om at det svageste led i motorcyklen ville knække, hvis han blev ved.  Det var dengang. Nu var det jo bare et herligt serpentiner sving opad og i tungt grus, så der skulle bare fuld skrue på og så ellers holde balancen.

Der er fin km afmærkning hele vejen og ca. 11km ude kommer det første store vandhul. Der er allerede nogle med problemer i venstre side så jeg prøver forsigtigt helt ude i højre side, problemet med dette sted er at lige efter skal vi op ad en meget stejl slugt hvor det stort set kun er til at køre, nøjagtig lige på ryggen af to meget dybe hjulspor. Hele området bærer kraftig præg af store nedfossende vandmængder i de seneste uger.  Jeg er heldig jeg kommer igennem søen og får et heldigt tilløb og klarer også den stejle bakke i første forsøg.

Lettet over den første store forhindring går hele spekulationsregistret i gang. Klarer jeg mon nu resten af denne omgang?

Lidt senere kommer jeg til det fredelige sted hvor Anni og jeg havde cyklet ud til dagen før. Der hvor det umiddelbart skulle være pice of cake og køre stod en kører med sin motorcykel sat fast i sandet til bagakslen. Det var om at handle hurtigt ikke miste trækket i cyklen og i en stor bue uden om.  Ved vandhullet var der optaget af en kører med problemer i hver side, nå ja det må briste eller bære tænkte jeg. Vandhullet så jo ikke særlig dybt ud, men det var ca. 10meter langt. Jeg giver jævn gas og kører lige på midten. Jeg nåede lige nøjagtig igennem vandet, så forhjulet kom op på bredden på den anden side og så satte motoren ud. Jeg tænkte straks, bare der ikke er kommet vand ind i luftfilteret. Skal min deltagelse af dette års GN slutte her?  Mine briller skulle jeg passe på, dem måtte jeg evakuere først. Jeg steg ud i vandet, jeg opdagede at cyklen stod af sig selv. Forhjulet stod lidt nede i strandbredden og jeg kunne gå over til nogle buske og ligge mine briller.

Så var det om at trække/rokke forhjulet op af det våde sand og få cyklen skubbet over til et træ hvor jeg kunne begynde at finde fejlen. Af med rygsækken og finde et nyt tændrør. Det var heldigt, det virkede, på med brillerne og op ad endnu et stejlt langt sandspor.  De næste sektioner går lidt lettere, der er lange stykker med skærver og andre med gamle vuptier. Der forekommer også en del strækninger hvor man kan få proppet mundstykket fra vandrygsækken i kæften og få væskebalancen lidt på plads igen og hvor der samtidig er mulighed for at få luftet 6. gear lidt.  Der kommer flere af de kendte to spors stier/veje. Det er vist efterhånden kun motorcykler der kan komme frem her. Det ene vand-mudderhul efter det andet. Der er simpelthen alle modeller af spor. Der er frit valg på alle hylder, der er ingen der bliver snydt. Vi får alle fuld valuta for vores anstrengelser. Kører jeg for langsomt så kommer jeg ender det med at jeg ikke kommer igennem eller også så ender det med at jeg ligger ned efter hullerne.

Nu kommer jeg pludselig ud til et åbent stykke med mange små søer lige efter hinanden og vi skal igennem dem alle. Jeg ser at der er alvorlige problemer i venstre side og højre side er afgrænset af en kæmpe bunke træstammer. Der står en official og signalerer et eller andet om dybden, men jeg finder ikke lige ud af hvor han mener. Jeg vil ikke risikere at vælte ude i vandet, så jeg vælger at stige af cyklen og trække med motoren i 1. gear gennem vandet. Det er muligt at jeg blev våd, med det registrerer jeg faktisk slet ikke, jeg har kun tankerne på at klare denne udfordring og gennemføre – gennemføre! det er dagens mission.  Efterhånden når jeg til en af flere skovsektioner. Jeg tænker hver gang på en lille sætning fra en enduro hjemmeside, "træer tykkere end en coladåse, de står fast". Det er nu ikke fordi vi kører så meget inde mellem træerne, det er ofte områder hvor træerne er fældet i ca. 10-20 cm højde. Det gælder om at køre i mellem træstubbene. Nu kommer jeg til en gammel kending en meget stejl nedkørsel i en skov, i år indskrænket til kun at være et spor på grund af en regnvandskanal i højre side. I bunden af bakken skal vi over en ca. 2-3 meter bred å og så går det lige så stejlt op igen på den anden side. Men jeg ser på hjulsporene at der er mange der har lavet et lille svaj ind mellem nogle træer til venstre og jo det virker, jeg kom over og - - jo jeg kommer op, bare fuld skrue i 1. gear og håber på det bedste.  Der lyder i stilhed et lille Yes inde i styrthjelmen, hver gang jeg får klaret en udfordring af den karakter.

Nu er km skiltene nået op over 25 og tanken om snart at være i depot giver fornyet mod og ekstra kræfter. Der viser sig bare lige at være endnu en gammel kending tilbage. Det mega dybe vandhul i hele sporets brede midt inde i granskoven.  Det var her at først Emil og derefter Oliver sad fast for to år siden. Jeg vidste at jeg for alt i verden ikke skulle ud i midten af søen for der er det rigtig dybt. Jeg nærmest trækker hen langs venstre side og må passe godt på min til dagens lejlighed monterede snorkel ikke bliver revet af min styrthjelm, da jeg skal under de mange grene. 

  Endelig i depot efter første omgang. Jeg var ikke rigtig blevet varm efter første omgang, måske havde jeg kørt for langsomt? Men Ove stod parat og fyldte min tank. Anni og Ulla sørgede for opmuntring, to stk. müslibar og en banan. Jeg huskede lige at få et ekstra tændrør med i rygsækken og før jeg egentlig vidste af det var jeg allerede i gang med omgang nr. to. Jeg fik at vide at Thomas Madsen havde kørt rigtig hurtigt på første omgang, men han lige holdt en pause. Lars P. Jørgensen  og Mathias Hansen fra SLMK var blevet sat til at holde øje med om jeg nu var kommet noget til fordi jeg havde været lidt længe om første omgang.  Anden omgang gik væsentligt bedre og det blev da og også den hurtigste af mine omgange. Da jeg var på vej til depotet efter anden omgang havde jeg faktisk besluttet at det måtte være nok for dette år.

Hellere være sikker på to gennemførte omgange end at stå ude i No Where og være udgået. Men den opmuntring jeg fik i depotet fra Ulla, Anni, Ove og Thomas Madsens kæreste, der var flink og smøre min kæde, gjorde at jeg vovede forsøget med endnu en omgang.  I depotet fortalte de, at det havde stået ned i stænger, udtryk for beskrivelse af regn i Finderup.

Nu så banen temmelig brugt ud og nogle steder var den faktisk blevet bedre, men da jeg kom til det andet store vandhul, smuttede begge mine hjul ned i et mega dybt spor og jeg vidste at hvis jeg fortsatte med at give gas ville cyklen bare grave sig yderligere ned. Tankerne flyver gennem hovedet, det er let at stige af fodhvilerne er omtrent i jordniveau.

Pulsen pumper vildt og jeg må koncentrere mig, bevar fokus - bevar fokus siger jeg til mig selv. Tidligere havde der stået nogle tilskuere ved dette vandhul. Nu var der bare ikke en sjæl. Det var måske også lige så godt. Er der nogen der har et bud på hvad en motorcykel vejer når den står i mudder til akslerne. Jeg fik forhjulet løftet op. Jeg skulle passe på at cyklen ikke væltede til højre ud i søen og på venstre side måtte jeg hele tiden slås med en drilagtig tyk gren fra det nærmeste træ.

Så var det baghjulets tur og ja hvad er så det værste der kan ske når man lige nøjagtig har fået løftet baghjulet op. Netop - godt gættet, det var nemlig at forhjulet gled ned igen.  Det lykkedes i andet forsøg. Jeg kom op ad den stejle bakke lige efter og på denne tredje omgang som jo tidsmæssig var den sidste, blev det ikke kun til et stille Yes, nej det skulle være et kraftigt YES for hver gang jeg fik klaret en ny udfordring. På sidste omgang måtte jeg også lige vande et træ samt stramme kæden ude i den kønne natur, det er godt at have værktøjet med. 

Jeg vil gerne komme med det postulat at jeg ikke er bange for spor, vand og mudder længere, det kan vist næppe blive værre end dette års GN. Da jeg kører over mållinien måtte armen i vejret og yderligere et Arne Nielsson -" viljen til sejr" "YES". 

Det kan godt være at jeg ikke har kørt så mange omgange som nogle andre har, men jeg har gennemført og det er jeg herre stolt over. Jeg glæder mig allerede til næste år, jeg håber det kan lade sig gøre at komme af sted med hele familien til næste år.  Lars P. Jørgensen kørte 4 flotte omgange og var lige ved at skulle ud på den femte, men den førende kører nåede lige akkurat i mål inden og løbet var dermed slut.

FAM sluttede på en fjerdeplads i holdkonkurrencen.

Kun fem hold fuldførte ud af  13 tilmeldte klubhold.

Skulle der være nogen der har lyst til at prøve at køre GN så vil gerne hjælpe med diverse gode råd.

Der er lidt billeder fra turen og et filmklip på hjemmesiden www.blach-turist.dk tryk på linket Grand National nederst til venstre. 

Jesper B. # 779